Hypnosens historie går meget langt tilbage. I over 3.000 år gamle papyrustekster beskrives, hvordan ægyptiske sandhedssigere gjorde brug af hypnotiske teknikker, og opigennemtiderne er trancefænomener blevet anvendt af shamaner, medicinmænd og religiøse ledere. For 2500 år siden blev fakirer i Indien kataleptiske ved at fokusere på hinandens næsespidser. Arabiske troldmænd frembragte trance og følelsesløshed ved at stirre på krystalkugler eller flasker med vand, hvor der bagved brændte lamper. En mesopotamisk prinsesse blev ifølge nogle gamle papyrustekster fra omkr. år 1000 f. Kr. helbredt for sindssyge ved besværgelser og “strygninger”
A. Mesmere
I slutningen af 1700-tallet introducerede den østrigske læge Franz Anton Mesmer (1734-1815) begrebet “den dyriske magnetiske”. Mesmer hævdede, at planeterne udøvede indflydelse på det menneskelige legeme. Når et menneske blev sygt, skyldtes det at himmellegemerne forstyrrede den magnetiske ligevægt i kroppen. Ved hjælp af et andet menneskes magnetiske kraft kunne denne ubalance imidlertid helbredes, og dette blev gjort med såkaldte “magnetiske strygninger”. I begyndelsen brugte Mesmer jernstænger, som han førte hen over sine patienter, men senere opdagede han at han med ligeså stor effekt kunne bruge sine hænder til at “magnetisere” patienterne. Mesmer strøg således sine patienter med hænderne fra hovedet ned langs kroppen, indtil de kom i trance, og der indtrådte en virkning. Mesmer helbredte mange mennesker for forskellige nervesygdomme, og han blev en rig mand. Hans patienter elskede ham, men han blev efterhånden mere og mere hadet af sine kolleger, ikke så meget p.gr.a. sine kontroversielle behandlinger, men mere fordi han overtog flere og flere af deres patienter. Desuden krævede han ikke noget honorar, når han behandlede fattige mennesker. Hans fjender udspredte den løgn, at han havde forsøgt at helbrede en kvinde for medfødt blindhed uden noget resultat, og han endte med at blive fordrevet fra Wien. Mesmer påstod imidlertid aldrig, at han kunne helbrede organiske sygdomme med magnetiske strygninger, kun nervøse lidelser. Her følger den sande historie om den blinde kvinde: Hendes navn var Maria Theresa von Paradis og hendes far var den østrigske kejserindes privatsekretær. Maria Theresa havde mistet synet, da hun var tre år gammel, formentlig som følge af et psykisk chok. Hun blev behandlet af de bedste øjenlæger i Wien, men de kunne ikke helbrede hendes syn.Maria Theresa udviste tidligt et talent for at spille klaver, hun blev betragtet som et vidunderbarn og afholdt pianokoncerter. Hun blev kejserindens protegé, og hendes forældre fik en stor årlig understøttelse til hendes uddannelse. I 1776 mødte Mesmer pigens forældre, og han fortalte dem, at han var villig til at forsøge at helbrede hende med magnetiske strygninger, men hvis den optiske nerve var alvorligt beskadiget, kunne han intet gøre. Mesmers ærlighed imponerede dem, og i begyndelsen af 1777 begyndte pigen at komme regelmæssigt til behandling hos ham. Efter en tids forløb blev hun i stand til at skimte omridset af forskellige ting, som blev anbragt foran hende. Mesmer var det første menneske hun så, og det chokerede hende. Senere viste Mesmer hende en stor hund, og Maria Theresa sagde, at hun bedre kunne lide dyr end mennesker. I løbet af behandlingen fik hun flere gange voldsomme grådanfald. Selv om hun stolede på Mesmer, havde hun også en vis modstand mod hans behandling. Hun syntes at dagslyset var alt for skarpt, og hun benyttede derfor tit bandager for øjnene som beskyttelse. Når hun så sine slægtninge, besvimede hun ofte. Hun havde været meget roligere, før hun genvandt sit syn. Hun havde følt sig hjemme i sin mørke og blinde verden, og den nye verden hun nu oplevede, skræmte hende. Hun begyndte at spille dårligere, fordi hun nu kunne se sine egne hænder, mens hun spillede. Mesmers fjender hviskede til hendes far, at Maria Theresas fremtid som pianist og den årlige understøttelse fra kejserinden kunne risikere at gå tabt, hvis hun ikke længere var blind. De betegnede i det hele taget behandlingen som et bedrag og hævdede, at hvis hun kunne se nu, havde hun jo aldrig været blind, og derfor kunne Mesmer heller ikke have helbredt hende(!) En professor påstod, “at patienten stadig må betragtes som værende blind, for hun ved ikke, hvad de objekter, som bliver forevist hende, hedder.” Familien von Paradis’ tiltro til Mesmer blev efterhånden undermineret. Det endte med at pigens far stormede over til Mesmers klinik, truede ham med sit sværd og forlangte at hans datter omgående blev “løsladt”. Historien endte med at pigen fik et nervøst sammenbrud og mistede synet igen. Mesmers kur blev erklæret virkningsløs, og han blev til sidst fordrevet fra Wien.I dag ved vi, at strygningernes påståede helbredende virkning ikke skyldtes nogen magnetisk kraft eller “fluidum”, som strømmer fra behandleren til patienten, men derimod kroppens egne selvhelbredende kræfter, som aktiveres igennem behandlingen.Omkring midten af det 19. århundrede gav den engelske læge James Braid et nyt navn til de fænomener, som Mesmer havde observeret hos sine patienter, nemlig ordet “hypnose”, afledt af det græske “hypnos”, der var navnet på “Søvnens gud” i det gamle Grækenland. Selv om vi i dag ved at trance både er en fysisk og en psykologisk tilstand, og altså ikke har noget at gøre med søvn, er Braids betegnelse alligevel blevet bibeholdt og almindeligt brugt.I 1845 udgav den skotske læge James Esdaile en bog, “Mesmerism in India”, hvori han beskrev, hvordan han havde foretaget store operationer på indiske patienter uden nogen anden form for bedøvelse end hypnose.
Sigmund Freud
I begyndelsen af sin karriere anvendte Sigmund Freud (1856-1939) sig af hypnose i behandlingen af sine patienter. Han var bl.a. blevet inspireret af den danske hypnotisør, Carl Hansen, som i 1880 kom til Wien for at demonstrere hypnose. Senere i 1885 studerede Freud et år hos den berømte læge Jean Charcot (1825-1893) i Paris. Charcot var specielt blevet kendt for sin anvendelse af hypnose i behandlingen af hysterikere. Bag de hysteriske symptomer lå der ifølge Charcot psykiske problemer eller konflikter, som kunne afdækkes ved hjælp af hypnose.Freud var imidlertid ikke selv en særlig god hypnotisør og gik efterhånden bort fra anvendelsen af hypnose, i særdeleshed den såkaldte “dressur” eller suggestionshypnose, som bl.a. den franske læge og professor H. Bernheim var eksponent for. På trods af dette står psykoanalysen i stor gæld til hypnosen, her tænkes særligt på hypnosens gamle form, somnambulismen eller den meget dybe trance, hvor man udnytter patientens indre viden om sin sygdom, og hvor det er patienten, som stiller diagnosen, og senere ved hjælp af sin psykosomatiske formåen bliver i stand til at kurere sig selv. Det var bl.a. dette, Charcot gjorde brug af i sine behandlinger. Den psykoanalytiske briks, hvor patienten ligger afslappet og frit associerer, er i øvrigt også reminiscenser af den hypnotiske behandling.
C. G. Jung
Grundlæggeren af den analytiske psykologi C.G. Jung (1875-1961) interesserede sig også for hypnose. I sin doktorafhandling fra 1902 undersøgte han således de mediumistiske fænomener, som var blevet frembragt af en ung kvinde i trance. Han konkluderede i sin afhandling, at “ånderne”, som kvinden talte med, i virkeligheden var fraspaltede dele af hendes egen underbevidsthed, og at disse dele indvarslede en senere personlighedsudvikling. Jung havde succes med at anvende hypnose i forskellige sammenhænge, f.eks. til smertebehandling og tobaksafvænning. Efter Jungs brud med Freud i 1912 fik Jung en nær ven i Theodor Flournoy (1854-1920), som var professor i psykologi ved universitetet i Genève. Flournoy delte Jungs interesse for somnambulisme , parapsykologi og religionspsykologi, og han havde bl.a. skrevet den berømte bog “From India to Planet Mars”, som udkom i år 1900. Bogen beskriver et tilfælde med en kvinde, som i dyb trance antog vidt forskellige personligheder, herunder bl.a. Marie Antoinette og den italienske eventyrer Cagliostro samt en arabisk prinsesse, som blev gift med en indisk prins. En personlighed var tilmed fra planeten Mars og talte i et uforståeligt marssprog (som i øvrigt senere viste sig at være afledt af fransk). Ifølge Flournoy kunne alle disse personligheder henføres til kvindens egne ubevidste mentale processer. I dag finder vi spor af hypnose i Jungs specielle psykoterapeutiske metode: Aktiv imagination, som er en dybdevisualiseringsteknik.
Alfred Lehmann
I Danmark forskede den senere stifter af Psykologisk Laboratorium dr. phil Alfred Lehmann (1858-1921) allerede i begyndelsen af 1880’erne i hypnose. I 1889 udgav han bogen “Hypnosen og de dermed beslægtede normale tilstande”, og i sit berømte værk “Overtro og Trolddom” fra 1893 tilegner han to lange kapitler til emnet hypnose og suggestion.
Milton H. Erickson
Den amerikanske psykiater Milton H. Erickson (1902-1980) betragtes almindeligvis som den vigtigste hypnoterapeut i det 20. århundrede. Han blev særligt kendt for sin brug af indirekte suggestioner (påvirkninger) og metaforer i den hypnotiske behandling. En kreativ terapeut kan således fremkomme med forskellige historier, som klienten kan identificere sig med, f.eks. fra Shakespeare eller Bibelen. Erickson har haft en stærk indflydelse på mange andre kendte hypnoterapeuter, bl.a. Jeffrey Zeig, Ernest Rossi og ikke mindst grundlæggerne af NLP-metoden (Neuro-Linguistisk-Programmering) John Grinder og Richard Bandler.
